Folk har meget forskellige idéer om, hvad en efterskole går ud på, og hvordan det er at være på én. Hvis dem du hører snakke om efterskoler aldrig selv har gået på én, så vil jeg anbefale dig slet ikke at lytte til hvad de har at sige. At gå på efterskole er nemlig lidt ligesom at springe i faldskærm eller stå på scenen og synge karaoke: man kan forsøge at beskrive det, men det vil aldrig være i nærheden af, at prøve det selv. Man er simpelthen nødt til at have gået på efterskole for at have en ordentlig idé om hvordan det er. Den bedste opsummerende beskrivelse du kan få er nok, at tage ud til en efterskole på elevernes sidste dag: læg mærke til hvordan alle græder og giver hinanden knus. De her mennesker har bygget bånd med hinanden, som er stærkere end 99% af alle venskaber, og som for evigt vil være med dem. Efterskolen er en fantastisk oplevelse på så mange måder, og alle vokser som mennesker ved at være elev på en.
Personligt var det efterskolen der for alvor fik sat mig på rette kurs. Jeg har altid været en doven elev. Eller måske ikke altid: jeg tror jeg startede ganske ivrig efter at lære, og læste altid mere op på tingene, end det vi havde fået for. Men på et eller andet tidspunkt stoppede det. Jeg tror det var fordi jeg var for ”klog”: jeg fangede tingene hurtigere end mine klassekammerater, og det gjorde mig arrogant og doven. Jeg følte ikke, at jeg behøvede læse op på tingene, for jeg klarede mig jo fint nok når jeg blev spurgt alligevel. Jeg kunne typisk finde på noget klogt at sige, hvis en lærer stillede mig et spørgsmål, og jeg formåede at bestå rigtigt mange eksamener ved bare at læse op natten før. Problemet er, at man efter nogle år ikke er særligt ”klog” længere: nu er man bare doven. For man har ikke lært noget nyt de sidste mange år, men det har alle de andre studerende til gengæld. Nu sidder man faste med dårlige vaner, og et ego der fortæller én, at man jo er klog og at det derfor må være underviseren der er noget i vejen med.
Det var da jeg kom på Vandel Efterskole, at jeg blev opmærksom på det problem. Ved at omgive mig med så mange andre mennesker, var det pludseligt umuligt at gemme mig bag den klogheds facade jeg havde bygget op, og snydt mig selv med i så mange år. Når man konstant spejler sig i andre mennesker, så begynder sandheden helt naturligt at gå op for en. Derfor begyndte jeg endelig at tage mig sammen, og studerede i mange timer hver dag. Det bedste var dog, at efterskolen var et fantastisk motiverende sted at studere: den konstante summen af andre studerende fik én til at føle, at man ikke var helt alene i sin kamp med lektierne.
Det er også derfor, at jeg i dag spiller en lydfil når jeg virkelig skal være produktiv. Det er et klip, som jeg var klog nok til at optage, på mit sidste år på efterskolen. Det er bare 1 times lyd fra biblioteket, fra en af dagene der ledte op til eksamen. Det giver den helt rigtige stemning, som da jeg var på efterskole, og gør mig enormt fokuseret og produktiv.
