Vi mennesker er alle udstyret med den kraftigste computer der nogensinde har eksisteret, og den ligger inde i vores kranier. Den er en absolut super-computer – et af naturens mest komplekse og uforståeligt vidundere. Bare det, at du lige nu sidder og bruger den supercomputer til at læse om den supercomputer i et forsøg på at forstå den supercomputer. Endnu vildere er det, at du er supercomputeren. Den er ikke bare et værktøj eller et instrument: den er ligeså meget dig, som du er den. Det er den slags tanker, der kan sætte gang i alle cylinderne og give en gevaldig hovedpine.
Men det kan faktisk godt betale sig at undersøge maskineriet en gang imellem. Vi kan ofte miste overblikket over vores tanker, og blive så opslugte af de ting vi tænker over, at vi helt glemmer, at vi er i gang med en tankeproces. Forskellen imellem tanke og virkelighed forsvinder, og vi bliver opslugte i tanker om fortid eller fremtid. Det bliver mere virkeligt end det, der rent faktisk foregår lige nu, lige for næsen af os.
Så for at bringe lidt balance tilbage i livet, så tag en blok papir med dig. Sæt en alarm på dit ur eller din telefon, der bare siger en hurtig lille lyd hver halve time. Når du hører lyden, så bruge blot 5 sekunder på at skrive ned på blokken, hvad du tænker på lige nu. Måske tænker du på et familie-medlem som du savner. Måske prøver du at gætte en forrude pris, så du ikke bliver alt for overrasket, når du henter bilen henne på værkstedet. Det er umuligt for mig at vide, hvad der vil dukke op på din blok – men én ting er sikkert: du vil selv blive overrasket over, hvor din hjerne rejser hen, i løbet af en helt almindelig dag!
Der er ikke rigtigt noget der har tal på, hvor mange tanker vi tænker i løbet af en dag. Nogle gange føler jeg, at mit hoved har overvejet 1000 ting på en halv time. Men ved at gøre en lille vane ud af, at skrive ned hvor vores hjerne er, med jævne mellemrum, kan vi få et indblik i maskineriet. På sigt vil dette hjælpe os med at tage et skridt tilbage, og hele tiden være opmærksom på, at der er et skel imellem tanker og den umiddelbare virkelighed. Det betyder ikke nødvendigvis at tankerne kører langsommere, eller vi får færre af dem: vi bliver blot opmærksomme på deres reelle natur, og kan stoppe maskineriet, når vi har behov for en pause.
Ved at notere vores tanker, bliver det også nemmere at se, hvis der er områder af vores liv der har brug for handling. Tankemylder er ofte et tegn på, at der er noget vi ikke har håndteret endnu, hvilket stresser og presser os. Ved at skrive dine tanker ned, kan du identificere disse problem-områder, og gøre noget ved dem.