Er du typen, som ofte går rundt og overvejer en ny hobby? Måske har du ingen hobby, eller måske trænger din gamle hobby til en udskiftning?
Lige meget hvad er tiden i hvert fald inde til at overveje jagt. Nu tænker du måske, at det er en gammelmands-hobby, og det skal du aldrig prøve. Men giv det lige en chance. Mere end 175.000 danskere går på jagt, og det er det højeste antal, siden man begyndte at registrere jægere i 1941. Det er både mænd og kvinder, ung som gammel. Med andre ord – væk med dine fordomme.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jagt som en hobby kan være krævende i forhold til mange andre fritidsinteresser. Men når det lykkedes, og det hele går op i en højere enhed, så er denne enhed med garanti altoverskyggende i forhold til bestræbelserne, og ofte medfølger der minder for livet.
Interesseret? Godt. Her skal du starte.
At gå på jagt kræver et jagttegn som bevis på, at du lovligt kan jage. Kurset for at få jagttegnet består af en teoretisk og en praktisk prøve samt en haglskydeprøve. Kurset koster en plovmand, og så er fundamentet lagt. Du kan dog overveje at opsøge en jæger og høre, om du må komme med på jagt for at se, om det tænder dig, før du investerer i et jagttegn. Jægergrupper på Facebook er din ven her.
Næste skridt er dit jagtudstyr. Som nybegynder behøver du ikke at gå all-in på dyre brands og gadgets i høj kvalitet. Det handler om at anskaffe sig de grundlæggende must-haves, som selvfølgelig består af et jagtgevær, ammunition og camouflagebeklædning. Når du vælger din beklædning, er det vigtigt, at du bærer noget orange påklædning, så andre jægere kan se dig ude i skoven. Det kan eksempelvis være en orange kasket eller et orange armbind. Derudover vil du sætte pris på et komfortabelt sæt skiundertøj, som sikrer din krop en behagelig temperatur, når du befinder dig ude i naturen.
Når du har styr på dit jagtudstyr i form af beklædning og våben, kan du begynde at se frem til de gode oplevelser. Noget af det som adskiller jagt fra andre fritidsinteresser, er variationen af jagttyper, som følger forskellige jagtsæsoner. Dertil er jagt en hobby, som indbyder til at rejse til udlandet, hvor der er rig mulighed for at rejse jorden rundt med jagt som formål. Men dette er ikke nødvendigt, når du starter ud. Danmark har den perfekte natur og de rette omgivelser til en nybegynder, og når du er letøvet, kan du se mod lande som Norge og Sverige, der er klar med de næste udfordringer og oplevelser. Og glem ikke det sociale aspekt ved at gå på jagt. Jagt kan dyrkes alene, med venner og familie og i større jagtfællesskaber, hvor man jager i flok. Derudover skal du glæde dig til det udsøgte råvildts mad, som sætter nye standarder for dine madoplevelser. Du vil få svært ved at vende tilbage til dine gamle madvaner.
Med denne artikel har du fået et lille indblik i en hobby, som måske kunne blive en del af din livsstil. Vejen til dit første trofæ kræver et jagttegn, det rette jagtudstyr og gåpåmod, og derfra vil oplevelserne komme helt af sig selv.
Held og lykke.